Jantelov, kulturradikalisme og dobbelt statsborgerskab

Mit indlæg i Berlingske Tidende for nylig om dobbelt statsborgerskab har givet anledning til en række kommentarer fra både højre og venstre:

FRA VENSTRE:

Berlingske Tidende, 6. maj:

Er Henrik Fogh stadig kulturradikal?

Af Jacob Holdt, fotograf og forfatter

Som amerikanere står du og jeg, Henrik, i hver vores grøft - du republikaner, jeg demokrat - men én ting udbygger vores venskab, nemlig enigheden om at danskerne bør indføre »amerikanske tilstande« i integrationen af indvandrere. Men når du påstår (Berlingske 29. april), at »de kulturradikale er en stopklods for integrationen« og at »kulturradikale værdirelativister mener, at fædrelandskærlighed hører fortiden til«, afslører din kritik, at du er blevet udlænding og ikke har fulgt med i den deprimerende udvikling herhjemme i vores andet fædreland. Så for en gangs skyld er jeg enig med regeringen i, at vi ikke bør lytte til udlandets kritik.

Under dine 8 års fravær er mange danskere nemlig begyndt - tomt og retorisk - at bruge påstået fædrelandskærlighed og nationalisme til at udelukke indvandrerne fra deres gode fællesskab - altså til at udtrykke fremmedhad med - mens du og jeg ved, at den ægte patriotisme, som vi ser i amerikanerne, tværtimod har et indbygget behov for at invitere udlændinge og indvandrere hjem for stolt dér at vise de nationale værdier frem, dele dem med og give dem videre til »de andre«.

(…)

Derfor svigter mine mono-kulturgale natio­nalistiske venner på højrefløjen og særligt i DF totalt de danske værdier, da jeg næsten aldrig ser dem som aktive stolte kulturbærere, der inviterer indvandrerne ind i deres sociale fællesskab. Tværtimod får de med deres berøringsangst og nedvurdering af fremmede kulturværdier mange indvandrere til at lukke sig i udanske parallelsamfund.

(…)

Du og jeg har for længst gjort op med denne undertrykkende danske jantelovsnedgøring ved i USA at se, hvor utrolig meget de der får ud af tværtimod at opmuntre de andre. Gennem en imødekommende interesse for den nyankomne og værdsættelse af dennes kulturelle bagage fremtryller amerikanerne ikke bare integration, men faktisk også hurtigt assimilation.

Du og jeg fik et fantastisk løft af at møde dette opmuntrende og integrerende amerikanske menneskesyn med dets respekt for individet og de kulturelle værdier, vi ankom med. For netop i kraft af dets respekt gav det os mulighed for at aflægge vores mere negative medbragte bagage af jantelovsværdier og ivrigt at integrere os med de nye amerikanske værdier. Ingen har som dig siden talt imod den danske jantelovsundertrykkelse.

(...)

Læs resten af Jacob Holdts indlæg her.

Jeg har i dag flg. replik til min gode ven Jacob Holdt:

Berlingske Tidende, 10. maj:

Af Henrik Fogh Rasmussen

Kulturradikal jantelov hindrer integrationen

Min ven Jacob Holdt og jeg gør begge op med janteloven i det road show, som vi lancerede tidligere i år. Men Jacob og jeg når vores fælles konklusion fra to forskellige politiske ståsteder, og det kommer måske til udtryk i vores forskellige opfattelser af kulturradikalismen i Danmark (Berlingske Tidende, 29. april og 6. maj).

Det er betegnende, at et af de få steder, man finder janteloven i USA, er i den subkultur, som eksisterer visse steder i de sorte ghettoer. Her bliver man udstødt og mobbet for at »opføre sig hvidt«, hvis man f.eks. får gode karakterer i skolen eller interesserer sig for klassisk musik. Man skal ikke tro, at man er noget eller kan blive til noget.
Ghettokulturens jantelov har sine rødder i slaveriet, lige som man kan spore den danske jantelov tilbage til stavnsbåndets og hoveriets tid.

Borgerlige dyder som stræbsomhed, privat initiativ og fædrelandskærlighed slog først rod i Danmark efter bøndernes frigørelse og udskiftningen i landbruget. Disse dyder var de frie bønders og det dynamiske borgerskabs våben i opgøret med det gamle jantelovssamfund.

Jeg kritiserer kulturradikalismen, fordi de kulturradikales angreb på de borgerlige dyder efter min mening fratager os et helt nødvendigt redskab i kampen mod janteloven. Et godt eksempel er det kulturradikale uddannelsessystem, hvor ølhundens glammen overdøver karaktererne, og hvor ordet »stræber« bruges lige så negativt som ordet »hvid« i de amerikanske ghettoer.

Den kulturradikale jantelov undergraver integrationen, fordi hudfarve, skæg og tørklæder er det eneste, man har at bedømme folk på, når man ikke må prise dem for deres hårde arbejde, gode karakterer og tapre indsats for fædrelandet.


FRA HØJRE

Berlingske Tidende, 28. april:

Statsborgerskab et enten-eller

Af Kenneth Christensen Berth, folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Den ellers ikke ukyndige statsministersøn Henrik Fogh Rasmussen har i sit indlæg 28. april fat i mange rigtige pointer, men på den anden side afstår han fra at føre sin egen argumentation ud i sin logiske konsekvens. Fogh Rasmussens ærinde er, at han gerne vil være amerikansk statsborger, men samtidig forblive dansk statsborger. Dansk lov tillader imidlertid ikke dobbelt statsborgerskab, medmindre det oprindelige hjemland ikke vil acceptere, at dets statsborgere kan frasige sig deres statsborgerskab.

Men hvorfor vil den unge Fogh bevare et dansk statsborgerskab, når han selv skriver, at han »personligt betragter (sig) som amerikaner«? Det vil Fogh, fordi han værdsætter sine rødder; men det er ikke nødvendigt at være statsborger for at værdsætte sine rødder. Det kan den unge Fogh blive ved med uanset sit formelle statstilhørsforhold. Hvis værdsættelsen af ens rødder er tilstrækkeligt til at oppebære et dansk statsborgerskab samtidig med at man erhverver et fremmed statsborgerskab, mister statsborgerskabet sin værdi som andet og mere end en praktisk anordning. Som Grundtvig skriver i Folkeligheden: »Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild« – fædrelandet – ikke fædrelandene.

Når man vælger højtideligt at frasværge sig enhver fremmed regents eller magts indflydelse, som man bogstaveligt talt gør, når man bliver amerikansk statsborger, så frasiger man sig også sin loyalitet over for det danske samfund – og så kan man ikke bibeholde et dansk statsborgerskab som en indholdsløs sutteklud. Statsborgerskabet er et enten-eller. Enten er man loyal over for Danmark eller også er man loyal over for en fremmed magt. Derfor burde Danmark heller ikke under nogen omstændigheder acceptere dobbelt statsborgerskab. Man kan ikke sådan skifte nationalt tilhørsforhold alt efter, hvad der nu lige passer. Den tankegang vil i det lange løb undergrave værdien af statsborgerskabet, og dermed relativisere den fædrelandskærlighed og den kultur, som både Henrik Fogh Rasmussen og jeg selv sætter pris på.

Berlingske Tidende, 10. maj:

Dobbelt statsborgerskab: Et spørgsmål om loyalitet

Af Katrine Winkel Holm, cand.theol.

Kan man have to fædrelande? Kan man have to statsborgerskaber? Diskussionen har kørt her i avisen siden dansk-amerikaneren Henrik Fogh Rasmussen i en kommentar slog til lyd for dobbelt statsborgerskab. Man skal have lov at holde fast i sine rødder, var hans argument, for mennesket har både rødder og vinger. Ét statsborgerskab til rødderne i det gamle land og ét til det nye, man er fløjet videre til.

»Uden rødder har man ingen vinger.« Et kryptisk billedsprog. Jeg mener: Jeg har da aldrig set et vinget væsen med rødder og da i øvrigt heller aldrig en plante med halefjer. Faktisk er jeg temmelig sikker på, at den rose, jeg møjsommeligt graver ned i min have, ikke letter i morgen og sætter over hækken ind til naboen.

Skal man endelig overføre vinge- og rodbilledet til mennesket, må man vel sige, at flyver et menneske et andet sted hen, så river det rødderne op for at slå rod et nyt sted, i ny jord. Jordløse rødder på kryds og tværs af Atlanten er ikke bare noget rod, det er faktisk ikke særligt vækstfremmende for planten i den anden ende.

Derfor er det da helt logisk, at danskeren, der hellere vil være amerikaner, tvinges til at træffe et valg mellem det gamle og det nye land, mellem den gamle og den nye jord.

Jo, men jeg vil have lov at være stolt af Danmark, lyder Fogh Rasmussens modargument. »Indvandreren skal ikke fratages den betydelige personlige stolthed, som han eller hun ellers har opnået ved at blive dansk.«

Henrik Fogh Rasmussen skal have lov at være så stolt over at stamme fra Danmark, som han vil, men han misforstår efter min mening, hvad det vil sige at elske sit land, og hvad der kræves af en dansk statsborger. Statsborgerskab er ikke et spørgsmål om stolthed, men om loyalitet.

(...)

Læs resten af Katrine Winkel Holms indlæg her

Obamas venstrereligiøse problem

Uddrag fra min kommentar i Berlingske Tidende i dag:

Den amerikanske regering opfandt HIV-virussen for at udrydde de sorte. USA var selv skyld i terrorangrebene den 11. september på grund af landets imperialistiske udenrigspolitik. Gud forbande Amerika!

Sådan kan man sammenfatte en række af de prædikener, som Barack Obamas præst, Jeremiah Wright, har holdt gennem de sidste par år. Hvis der bare var tale om en enkelt skør præst, så ville de fleste vælgere formentlig trække på skuldrene med henvisning til, at deres egen præst måske også engang imellem siger ting, som de ikke er enige i. Problemet for Obama er, at Wright er ikke bare er en skør præst. Han er en fremtrædende skikkelse i en landsdækkende venstrereligiøs bevægelse, som vitterlig prædiker, at USA er et racistisk og imperialistisk samfund.

Udover Wright omfatter bevægelsen blandt andre prædikanterne Louis Farrakhan, Jesse Jackson og Al Sharpton. Farrakhan har udmærket sig med teorier om, at det var bevidst sabotage og ikke orkanen Katrina, som i 2005 fik digerne i New Orleans til at bryde sammen. Jackson og Sharpton er mindre rabiate end Farrakhan, men begge prædikanter beskyldte åbent Bush-administrationen for racisme i forbindelse med Katrina, og de toner jævnligt frem på TV med nye ”beviser” på de amerikanske myndigheders racisme. For eksempel var både Jackson og Sharpton med til at organisere en stor demonstration i byen Jena i Louisiana sidste efterår i protest mod det amerikanske retssystem, som de mener diskriminerer imod sorte.

Forestillingen om USA som et racistisk samfund er muligvis almindeligt accepteret blandt fans af Michael Moore og Lars von Trier, men de fleste amerikanere kan godt se, at USA har ændret sig betydeligt siden racelovene blev ophævet for mere end 40 år siden.

De venstrereligiøse peger ofte på, at sorte udgør under 13 procent af den samlede befolkning men hele 38 procent af de indsatte i fængslerne i USA. Men de glemmer, at sorte begår 39 procent af alle voldsforbrydelser. Det er ikke race, men kriminelle handlinger, som sender folk i fængsel i det moderne USA.

Samtidig er det værd at påpege, at George W. Bush er den første præsident nogensinde, som har givet tunge ministerposter til sorte. (Bill Clinton udpegede flere sorte ministre end Bush, men aldrig til de tungeste poster i regeringen.) Alene på den baggrund er det absurd at beskylde Bush-administrationen for racisme.

Ferieguide

Uddrag fra min klumme på 180grader.dk i dag:

De Olympiske Lege nærmer sig, og det er kommet på mode at være politisk bevidst i sit valg af rejsemål. I den anledning har jeg følgende opfordring til læseren: Tag på sommerferie i USA i frihedens navn.

Dollaren har aldrig været lavere, så der er penge at spare, men man bør dog ikke spendere den hårde danske valuta hvor som helst. Her er en ferieguide til den politisk bevidste turist:

Hvis man godt kan lide lave skatter og gode vilkår for iværksættere, så bør man besøge South Dakota, som har den laveste skattebyrde i USA (U.S. Census Bureau) og er det bedste sted at starte en ny virksomhed (Small Business & Entrepreneurship Council). Man bør boykotte Vermont, som har den højeste skattebyrde, og District of Columbia, som er det værste sted at starte en ny virksomhed.

South Dakota huser blandt andet det berømte Mount Rushmore, hvor kæmpeskulpturer af præsidenterne George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt er skåret ind i en klippevæg. Derudover er staten kendt for den lille landsby De Smet, som er hjemsted for Det lille hus på prærien af Laura Ingalls Wilder og fødested for datteren Rose Wilder Lane, som udgav frihedsskriftet The Discovery of Freedom i 1943.

Man kan også besøge Sioux Falls, som med sine knap 150.000 indbyggere er den største by i South Dakota. Sioux Falls blev i 2006 og 2007 kåret som ”Best Small Place for Business” (Forbes Magazine), og byudviklingsguruen Joel Kotkin fremhæver gang på gang Sioux Falls som et af de familievenlige steder, hvor man går mere op i gode skoler og lav kriminalitet end i kaffe latte og skatteyderbetalt kultur. Det var samme Kotkin, som for nylig kritiserede bystyret i København for at drive middelklassen ud og gøre byen til en unaturlig blanding af rige, fattige og studerende.

Nu behøver der jo ikke at være noget i vejen med kaffe latte, og hvis man er mere til internationale storbyer end prærien i South Dakota, så bør turen gå til Texas.

Læs resten af klummen om bl.a. Texas, Wyoming og Virginia her.